Knee deep i hudpleje

Kære B

SÅ gik der alligevel lige et par dage. Jeg har simpelthen været underdrejet i livet. Sjov med ombygning, begravelse og kids, i almindelighed.
Det var dog ikke ungerne der skulle begraves. Den del står de selv for, og det er helt ærligt mest i LEGO. På den konto har Micki fx lavet et minefelt på hele sit værelset. Jeg kan ikke liste ind om aftenen uden at humpe bandende ud. HVORFOR skal LEGO gøre så nas under fødderne? Egentlig tror jeg at det er derfor børn starter med at få dublo? Så kan man hærde fødderne inden de skifter til dødsudgaven.

Mht. placebo er jeg all for it. Spraytan, negle, extensions, bryster, baller, filler. You do you. Men lad være med at gøre det hele på én gang, medmindre du håber på at være med i næste sæson af #BesatAfBadboys.
Har du set det program? De er fandeme nogle vidunderligt gakkede karakterer. Og jeg ved godt de er ægte mennesker, men de gør sig virkelig umage for at prøve at snyde os.

Jeg tror ikke på den der med at feminister vil have flere rettigheder end mænd. Det er altså ikke lagkage. Alle kan godt få rettigheder, uden at nogen bliver snydt. Bevares, det må være mageligt at være dem der har flest rettigheder, men måske det er som med legetøj? Det er jo egentlig fedest at have meget legetøj, hvis der er andre der gider lege med?

STOP med at tro at træningstøj er afslapningstøj. Der er sguda ingen der har brug for kompression og buttlift for at flade i sofaen. Der er strengt taget ikke engang nogen der har brug for det, for at gå til fitnessssssss.

Det er sådan en idiot-idé der er udsprunget af Instagram, hvor folk chiller på en søndag i tights. Du skal tage til fitness eller tage dine tights af. The end.
Hvad er egentlig din yndlings instagram idiot-ide?

Når du spør’ til min skønhedsrutine er svaret ”Jeg bruger så lidt som mulig”, en smule concealer, en løs mineral pudder, mascara, highligther og blush. Førhen tegnede jeg øjenbryn op, men efter jeg har fået pandehår er det simpelthen ikke besværet værd. Jeg læste engang øjenbryn ikke skal være tvillinger, men blot søskende. Og jeg kan ligeså godt sige med det samme at oftest er mine øjenbryn ikke engang grankusiner, så det er helt ærligt rigtig godt med pandehår. Til gengæld er jeg knee deep i hudpleje, man går rundt i sine sluttyvere og tænker at alder er no problem. Men så får man lige kigget sig i spejlet sådan en mandag morgen ikk? Fuck og død! MERE CREME!!!!!

Jeg tror den største forskel på du og jeg, er at du støvsuger virkelig meget for at beskæftige dig mens du løfter vægte, og jeg har lige bestilt en robotstøvsuger… Gad vide hvem det siger mest om? Jeg ville forresten gerne gå til Yoni. Men kun med dig. Ellers er der sikkert en facebookgruppe, der vil være ellevild for at du deler dine erfaringer? Der findes jo facebookgrupper for de mest sindssyge ting.

Nej. Det er ikke en blessing at være gravid, det er faktisk ret skrækkeligt. Der er flyttet nogen ind lige midt i dig. De giver dig kruset hår, hormonhud, kvalme, søvnløse nætter og søvnunderskud. Jeg synes klart det er mere vidunderligt at være mor til dem der bor i mit hus og ikke i min krop.

Hvad synes du? Var du all omfavnede og elskede det?
Skal du have flere kids?

Kys C som har læst sit skriv igennem og godt nok mangler sin ja-hat i dag, og som hader sig selv for at omtale sig selv i tredjeperson. JFC!

Jeg er stolt af endelig at kunne sige, at jeg løfter vægte.

Kære C,

Jeg er uenig. Nogle slags placebo skal man netop betale rigeligt for, før det er godt. Eller, hvis man gerne vil at de andre ikke kan se at det er placebo. Jeg taler her om fx hår-extentions, spraytan og kunstige negle. Bh’er not so much måske, men nu er der også delte meninger om hvorvidt 239 er en formue eller ej. For mig afhænger det 100% af humør. Men jeg behøver dem ikke nej, det er ærlig talt også bare noget jeg bruger for at få kavalergang. Mine bryster er nemlig sådan nogle der sidder halvvejs ude under armhulen, hvis ikke de får lidt hjælp til at mødes på midten. Man skulle næsten tro, at de ikke kunne lide hinanden.

Velkommen til Pinterest, the quote-edition.

Jeg tror i øvrigt at lighed er det endelige mål for feminisme, men der findes altid nogle der fniser ned i skægget og kalder feminister for feminazis, og siger, at vi bare vil have bedre rettigheder for kvinder – og gerne bedre end mænds. Man kan aldrig blive helt fri for idioter.

Er i tvivl om hvad lycra er. Er det ikke bare det alting afslapningstøj træningstøj er lavet af? Hvad fanden skal de ellers løbe i? Pelsjakker og jeans?

Altså, jeg er jo typen der går halvvejs i panik hvis ikke jeg kan fjerne min sminke inden jeg skal sove, så den slags sker ikke for mig (længere). Men jeg elsker kvinder der har en helt, helt tydelig kant af foundation på kæbelinjen, og 4-5 farvetoner forskel på hals og ansigt. Kan de ikke selv se det? Tror du, at de trænger til bedre lys på badeværelset?

Hvad bruger du af make-up?

Sygeplejeuniformer er grimme as fuck, det ved alle, undtagen liderlige mænd, som har glemt hvordan en ægte sygeplejeuniform ser ud og i stedet tænker på de der små kjoler man kan købe på diverse shady websites. Det kunne lige ligne dem at være anti-vaxxers, de har ihvertfald lige store mængder jord i hovedet. But don’t worry, SSI troede også at vi var anti-vaxxers indtil Anton næsten var 3 fordi den der 15-måneders vaccine trak ud. Men de er jo for fucks sake syge hele fucking tiden i alderen 1-3 år!!!

Jeg fik faktisk kylling til aftensmad på bøf og blowjob-dagen. Men jeg havde ikke selv lavet det, og det kan sgu også noget (og nej, ingen fik blæst i blæseinstrumentet. Ikke af mig, ihvertfald).

Du har ret. Det var dumt planlagt, men jeg elsker fødselsdage og blev lige grebet af stemningen. Det er snart maj og jeg tror jeg godt kunne bruge noget opmuntring i den måned, just ‘cause who couldn’t. Og så kan det være at jeg kan afslutte dagen med at hoppe på trampolin uden at pisse på den også.

Det går okay med den kugle dér. Jeg er stolt af endelig at kunne sige, at jeg løfter vægte. Og så får jeg støvsuget virkelig meget, fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal lave mens jeg går rundt med den oppe herhjemme, og jeg tror ikke den virker hvis man bare slænger sig i sofaen? Men jeg er øm. Forhelvede. Det føles lidt som om jeg er blevet knaldet godt og grundigt, men uden rigtig at være blevet det og det er tarveligt, for man bliver faktisk lidt lystig at af gå rundt med den (Okay, jeg gør – jeg. Jeg ved ikke med alle andre. Det er ikke et hold, man kan gå til og udveksle erfaringer. Tænk at gå til Yoni).

Det er en blessing at være gravid, hva’? Savner du det?

– B

Det tager en god halv time at se naturlig ud

Kære B

Mine BH’er koster virkelig ikke alverden pt, men man skal altså heller ikke give overpris på placebo. Og det er de lidt. Jeg behøver dem strengt taget ikke. Det gør du for resten heller ikke. Jeg har set et billede af dig i en hvid t-shirt uden BH. Much pretty. Such wow!

Jeg tror sagtens man kan sige at feminisme handler om noget konkret for én selv, og om noget andet for andre. Jeg tror fx at kvinder der aktivt har valgt børn fra, er mere interesserede i ligeløn for lige arbejde, end barsel til mænd?

Jeg læste et quote på pinterest forleden – Look what you made me do!!!!

”A feminist is a person who believes in the power of women just as much as they believe in the power of anyone else”

Og det er dét feminisme er for MIG. Lighed.
Jeg bliver så vred når nogen siger ”du kaster som en pige”, jeg ved godt at mit boldøje, og min koordinering er decideret sløj. Altså.. Wauw, jeg er dårlig med en bold.
Men hvad fuck har det med alle kvinder i hele verden at gøre?

”Du løber som en pige” – okay? Dét er da nærmest en kompliment, de fleste mænd der jogger ligner jo retarderede labradorhunde i stram lycra. W.T.F. is up with lycra anyway?

Forudsat at skønhedsindustrien rettet mod kvinder primært er skabt ud fra mænds idealer, så har de da overhovedet ikke tænkt sig om der. Det bider dem virkelig i røven, når en kvinde pludselig skal bruge 90 minutter på at spartle ud og spartle op, og high-lighte og blushe. Desuden det må være ubehageligt at vågne op ved siden af en dame der har afmonteret sit ansigt i din hovedpude. Ew. Dét er fandeme karma.
Og så er der de der makeup ladies extraordinare der bare tager det til næste niveau og gør det til deres show. En kunstart. Og så kan mænd pludselig ikke lide. Det er egentlig LOL at den der avancerede naturlige makeup, tit er den der høster flest likes. ”Du er så naturlig”, boy please!!!!! Det tager en god halv time at se naturlig ud.

Måske det hører med til at blive ældre, det der ”you’re not the boss of me”. Jeg får simpelthen færre og færre fucks at dele ud til folk som ikke har en direkte indflydelse på mit liv. Jeg er (næsten) helt ligeglad med hvad Ditte fra Herning tænker når hun finder min instagram, eller Lotte fra folkeskolen tænker når hun ser mig i sweatpants og uglet hår i netto. I do not give a fuck!

Tror du egentlig at dit arbejdstøj skal være så helt urimeligt uklædeligt for at holde creeps på afstand?
For lad os lige være ærlige. Dit erhverv er nobelt, dit tøj er virkelig grimt. Jeg tror desværre ikke der er flere vacciner? Det virker ikke sådan… Eller også er creeps BÅDE ulækre og anti-vaxxers?
Statens seruminstitut tror faktisk jeg er anti-vaxxer. Viola har endnu ikke fået sin 15 måneders vaccine. Så de sendte mig en venlig påmindelse forleden.

Og glædelig bøf og blowjob på bagkant! Fik du givet blæs og ribeyes? Jeg fik en æggewrap og gik i brædderne kl. 20.40.

Jeg er helt nede med cunnilingus og carbonara,. Men du er ægte dårlig til mærkedage, hvis du vil smadre den lige ned i din fødselsdag, når du nu kunne få TO fede dage hver for sig. Lad mig foreslå… 14 maj? Oralsex, kulhydrater og bacon til maj. Kage, gaver og fødselsdagssex til december, ja?

Hahahaha!! Hvordan går det med understellet og bækkenbundskuglen? Nogle fremskridt i trampolinafdelingen endnu?

Jeg hopper egentlig fint på trampolin. Heldigvis. Eftersom jeg pissede i bukserne hver gang jeg nøs da jeg var gravid med Viola, kunne man virkelig frygte det værste.

– C

Cunnilingus og … Carbonara?

Kære C,

Jeg er altid ude på barrikaderne, men jeg brænder sjældent bh’er. Det er de simpelthen for dyre til. Til gengæld har jeg intet problem med at gå rundt uden. Det er fordelen ved en b-skål. Den har ikke rigtig brug for støtte og jeg får ikke ondt i ryggen af at lade dem hænge (har btw både bh’er i b, c og d-skål, så who the fuck knows hvilken størrelse bryst jeg har).

Jeg er feminist. Og feminisme er – for mig ihvertfald (kan man sige det? At feminisme er noget andet for mig, end det er for andre?) – en masse andre ting end at nægte at lave aftensmad til sin mand eller nægte at barbere ben eller nægte at tage sminke på. Jeg tror feminisme er, at man selv bestemmer de her ting, på tværs af køn. Men det ér en mans world, patriarkatet er jo en social struktur domineret af mænd, det betyder bare ikke at man per se hader mænd. Jeg gør i hvert fald ikke.

Problemet med at du godt kan lide at dulle dig op og skeje ud og føle dig smuk er vidst nok at når du føler dig smuk, så er du smuk for mænd? Altså, at skønhedsindustrien rettet mod kvinder primært er skabt for mænds skyld.

Det er virkelig feminisme 101 det her, og jeg tror jeg skal genlæse mine feministbøger før jeg udtaler mig yderligere… Engang var jeg ret skarp, nu er jeg mere sådan “fuck off, you’re not the boss of me” imens jeg læser til sygeplejerske, som er noget jeg ikke kan skrive på tinder uden at få utallige vamle beskeder med tilbud om at jeg godt liiige kan nurse en mand. Jo jo, jeg kan da godt tage min kasseuniform på og stikke et langt rør op i din penis, så du ikke selv behøver urinere, hvis det er? Alternativt kan du beholde det meste af dit tøj på, og så kan jeg øve mig i at give dig vacciner. Jeg ser lige, om jeg kan støve en vaccine mod at være klam op. Måske de har dem på lager i feministernes højborg.

Jeg tror i øvrigt altid jeg har været feminist, det er bare først de senere år jeg er blevet rigtig bevidst om hvad det egentlig vil sige og kan genkende bevægemønstrene af forskellig slags.

And who gives a shit hvad dato det er. Lugt til mælken om den er sur, og hver dag er der kvindekamp. Bortset fra dagen hvor mænd kræver bøf og blowjobs, som pendant til valentines day som af en eller anden grund er blevet til kvindernes dag. Hvem fanden har besluttet det? Hør, i alle forhold jeg har haft, har manden modtaget flere blowjobs og jeg har stegt flere bøffer til ham, end han nogensinde har givet mig blomster, så jeg tror jeg vil indføre cunnilingus og … any suggestions? Carbonara? Det kan med fordel falde d. 14. december, for det er min fødselsdag.

Og nu emnet alligevel roder rundt nede omkring mit understel, så vil jeg lige nævne, at jeg har købt en bækkenbundskugle og jeg ser frem til igen at kunne hoppe på trampoliner.

Kan du hoppe på trampoliner uden at pisse lidt i buksen?

– B.

Arbejder deltid og fjerner hår på hele kroppen

Kære B

Glædelig kampdag! Skal du på barrikaderne? Ud og brænde bh’er?

Personligt er det eneste jeg skal brænde af, nok penge. Jeg har øje på nogle mighty fine urtepotteskjulere, en lille violinfigen og en monstera obliqua  jeg har hjertet længe. Så nu gør jeg det sgu. I feminismens tegn. Eller det der.

Egentlig er det lame at jeg joker sådan. Jeg ser helt klart mig selv som some kinda feminist. Måske ikke som den gamle skole. Jeg kan dårligt med at patriarkatet som en definition på alt det onde i verden, og jeg bliver skide sur når kvinder shamer kvinder for de valg de tager i deres liv, både når det gælder udseende, job, børn osv.

Der er ingen andre end mig, der bestemmer om jeg skal vokses fra navle til lænd – altså det vil jeg ikke. Fordi fuck. Om jeg vil have 0 eller 9 børn – altså det vil jeg ikke. Fordi fuck. Om jeg skal gå hjemme og bage boller eller arbejde 60 timer om ugen.

Jeg synes det er SÅ antifeministisk når kvinder begynder at fortælle andre kvinder, på hvor mange måder de lever deres liv forkert.
Og jeg føler måske nogle gange at de gamle feminister ser ned på mig. Måske fordi jeg ikke synes at det er de samme sager der er vigtige? Måske fordi jeg insisterer på at man godt kan være en slags feminist, selvom man lige har betalt 2 rate på sine købte plastiskbryster, arbejder deltid og fjerner hår på hele kroppen.

Jeg synes sagtens man kan skeje ud, gøre sig lækker og flirte, uden at ligge under for et patriarkalsk heteronormativt kvindesyn. Jeg kan bare godt lide at flirte, og føle mig smuk, okay?

Men jeg kan ikke lide når mænd (eller kvinder, bevares) føler de er berettigede til min krop, eller min opmærksomhed eller min tid.

Vi skal lære vores børn at de aldrig nogensinde har RET til et andet menneske. Det er ikke sådan den slags fungerer.

Mens jeg skriver det her får jeg lidt præstationsangst. Det er jo ikke ligefrem en stor og forkromet sandhed om feminisme anno 2018. Men, måske man godt kan synes at ligeløn, barsel til mænd, kvinders ret til egne kroppe er fede ting, alle burde have, mens man bare lever et normalt og barberer sine ben og henter sine unger i børnehave?

Er du feminist? Det tror jeg du er. Det ved jeg du er. Har du altid været det?

Jeg håber for resten at din tømrer er færdig med dit badeværelse og at dit vindue igen kan lukkes.

… Jeg har så lige opdaget at det er d. 7 i dag. Jeg var SIKKER på det var d. 8. Men nu får du altså det her skriv alligevel. Jeg gider ikke slette og starte forfra, og desuden sker der ikke noget ved at strække kampdagen en smule. Men måske ikke så meget som Netto gør det med påsken, dét er i overkanten.

Egentlig er det godt nok at det kun er d.7. Det betyder at mælken derhjemme, ikke er for gammel alligevel. Det sure med det søde, ikk *blinke emoji*

God kampdag i morgen B. God sofadag i dag <3