Tag nu bare noget normalt tøj på, selvom det er søndag

Kære B,

Jeg er 100% mest bange for at ridse mit nye køkken. Egentlig tænkte jeg at jeg skulle have et ”madværksted”, hvor jeg kunne stå hele weekenden og sylte ting og bage og koge og stege og alt muligt.

I stedet har jeg fået en slags instagramkøkken jeg nærmest ikke tør bruge.

Jeg håber dog at komme efter det. Selvom salat er sundt er det jo fjollet at leve af det resten af vores liv, fordi det er det der slider mindst på køkkenet.

Du har ret. Mit krop fungerer på samme måde. Nogle gange beslutter min krop sig for lige at kaste 3-4 kilo. Fordi den synes det er LOL når jeg får hængerøv i mine jeans. Når jeg tager de tabte kilo på igen, sætter de sig dog på maven. Man burde mene at de skulle være smarte nok til at finde tilbage hvor de kom fra?!

Shit, hvor er jeg glad for at det der mælkeshow (no pun) er overstået. Aldrig mere MME, aldrig mere vandeksem af at skylle flasker, aldrig mere amme-bh’er, eller lækkede bryster, eller børn med forstoppelse fordi MME.
Glæder du dig også til den del?

VOKSER DU SELV? Gør du seriøst den slags mod dig selv? Det lyder fandeme skrækkeligt. Som med plaster. Bare endnu værre. Jeg kan godt lide din holdning til kropsbehåring. Gør det sig også gældende for ben og armhuler?

Det er jo det der er problemet med fitnesstøj chill. Man gør det ude i byen. Fordi signalet er at man er fresh fra fitness eller hva? Og hvis man er, så burde man altså tage et bad og skifte tøj, ellers er det skide uhygiejnisk. Hvis signalet er at man lige happer en hurtig brunch og så ræser i fitness bagefter, så er det jo bare urealistisk. Tag nu bare noget normalt tøj på, selvom det er søndag.

Jeg er ikke specielt bange for crossfitters. Jeg bor i provinsen. De findes vist ikke rigtig herude. Jeg kan egentlig godt lide mit fitnesscenter. Men mest kan jeg bare godt lide at dedikere 1,5 time til mig selv et par gange om ugen. Det der med at få ryddet på i hjernen, og brugt kroppen. Jeg bliver så rolig og afbalanceret af det. Altså… Sådan da.

Jeg har ikke ondt af dig og dine løbesko, så må du jo bare holde mund med den slags. Men man gider heller ikke sige at ens hobby er doughnuts og Kardashians.

Har løbeskoene været afsted endnu? Ingen pres, men vi er halvvejs?

HAPPY BOYFRIEND BIRTHDAY. Eller, du ved. Tillykke med at have fundet én der kan stå din pms igennem. Det er faktisk den bedste slags kærester. Du er ikke ligefrem ved at bruse over med detaljer om din nye mand. Som vi aldrig nogensinde kalder ham igen. Medmindre I rent faktisk gifter jer. Jeg er allergisk overfor ”manden min” og den slags verbale overgreb.

Det er jo en ret fin begrundelse for at ville føde igen. Og jeg forstår godt du gerne vil vente, hvor lange udsigter har uddannelsen?  Hvor lang tid tager den slags?

Jeg freaker lidt ud ved tanken om flere babyer. Jeg har virkelig virkelig ikke lyst, og folk tror ofte at det er ok at fortælle mig at ”I da godt kan få én til”. Det skal vi ikke. Ved du godt at babyer overhovedet ikke har en skid rutiner? Det stresser mig helt vildt at jeg aldrig ved hvad en babys næste move er. Så vi nøjes med to, også fordi Viola er vanvittig for fire.

Jeg forstår dig ikke. Du vokser din yoni, men udsigten til smertelindring hylder dig ud af den? Vi to har HELT forskellige vurderinger af hvornår en smerte er det værd.

Ja, det gør jeg faktisk. Samarbejder godt med min krop. Eller… Jeg er meget i den, jeg kan mærke de underligste ting, og så kontrollerer jeg den for resten. Men jeg kan egentlig godt lide mit hylster. Det er godt nok.

Samarbejder du generelt med din krop? Barnefødsler undtaget.

– C

Jeg har sgu erhvervet mig en kæreste.

Kære C,

Første skridt er monteringen, derefter tager man det i brug. Hvad er du mest bange for at ridse – dit nye køkken eller dine nye bryster?

Jeg tror efterhånden at huden på mine bryster er så løs, at man kunne lægge en culottesteg op uden de store problemer. Der sker noget ved vægttab. Det er som om, det går hurtigere på brysterne end på røven, og jeg er trods alt ikke gået på kur for at få mindre bryster så jeg er ikke ubetinget tilfreds. Desuden ammede jeg jo aldrig, så har ingen anelse. Har kun hørt rygter om ammebryster. Til gengæld var jeg en chef med mikro-ovnen og kunne ryste en flaske fri for klumper på 0,5. I søvne.

Jeg bliver ikke vokset, men jeg vokser. Er simpelthen for doven til barbering, så jeg kører lidt en alt-eller-intet-stil. Alt i et par måneder, intet i én, repeat. Jeg tror desuden der er flere grunde til at du ikke blev stripper. Fx har du først lige fået brysterne til det, men stearinen er også en udemærket pointe…

Og så har jeg endnu ikke oplevet mit valg af afslapningstøj som en hindring for mit indtag af snolder. Det er jo strækbart og huden ånder i det. Har jeg hørt. Skal være ærlig at sige, at jeg oftest bare chiller på sofaen i bar røv (ok har trusser på) og en stor t-shirt, og så er der fastmonteret en dyne i min sofa. Fuck tæpper. Jeg har en aversion mod tæpper.

Har aldrig hørt om nogle der gik i fitness ironisk, faktisk virker alle meget, meget seriøse omkring det. Pas på med at bruge kortet som en is-skraber, det kan være der kommer nogle vrede crossfittere efter dig. Jeg synes iø det er en rigtig fin lille hobby du har dig der, med det der motion. Jeg har hørt gode ting om det, men jeg må nok erkende, at fitness-centre ikke er for mig. Jeg kan godt lide den aktive del, men jeg er simpelthen ved at rådne op af kedsomhed så snart jeg rammer et center der indeholder andre svedende mennesker. Jeg holder mig i form på andre måder (lol, no I don’t, men jeg er i det mindste ikke direkte inaktiv). Skal vi tale lidt om hvor dårlig en idé det er at lufte for en mand, man dater, at man er sådan en løbe-type, og pludselig vil han ud at løbe sammen? Så står man der og skal trække i land. Men så kommer jeg vel igang igen. Det har jeg lovet mig selv. At inden april er slut, så har jeg været på tur med løbeskoene. De fortjener det sgu.

And also, den mand der? Jeg har sgu erhvervet mig en kæreste. Indtil videre klarer han jobbet rigtig fint. Overvejer at give ham lønforhøjelse, for han klarede første runde PMS med bravour. Trods den ekstra korte lunte.

Har dog ingen rynker endnu. Jeg var til samtale med en plastikkirurg for noget tid siden, og selvom han sagde at det lignede jeg var blevet sparket i hovedet af en hest, så kaldte han mig også en glat-pande, så jeg tænker, at jeg er ok på rynkefronten, men jeg har fandme også sovset mig selv ind i cremer og solfaktor de sidste 10 år. Dog kan jeg godt se noget begyndende ved munden når jeg laver trutmund. Det må være alle de cigaretter jeg også har røget.

Jeg tænker at hovedgrunden for at jeg gerne vil føde igen er fordi der kommer en baby ud af det, i langt de fleste tilfælde… Og jeg er ærlig talt lidt skruk. Dog ikke så skruk at jeg ikke kan vente 2-5 år, men en baby mere er klart en del af fremtiden. Det er der bare så mange andre ting, som er nemmere at gøre uden babyer, der også er. Fx min uddannelse.

Min krop tog desuden overhovedet ikke over. Den fattede intet af hvad der foregik og nægtede som sædvanlig at samarbejde. Det må være grund nr. 2 til jeg gerne vil prøve igen. Dét kan vi (min krop og jeg) sgu gøre bedre. Formentlig uden epiduralblokaden. Jeg er nærmest mere ræd ved tanken om at skulle have en epidural, end om at skulle føde uden.

Samarbejder du godt med din krop?

– B

Kan man bruge sit fitnesskort med ironisk distance?

Kære B

Det går godt med alle ombygninger. Jeg har nu fået monteret køkken, bryggers, bad, skydeskabe og nye bryster.
Det er værd at bemærke at ingen af overstående er specielt funktionsdygtige endnu. Men det hele er nu monteret.

Og lad mig lige knytte et par kommentarer til dét. HVIS du går og overvejer nyt køkken eller nye bryster, så snup et par nye bryster. Det er ved gud mindre omstændigt. Altså. Slap nu af det gør nas. Men det gør det jo altid hvis nogen skærer i én, smider hvad der cirka svarer til to gode (øko og friland, bevares) kyllingebrystfileter op under huden på dig, og syr dig sammen igen. Det skal huden altså lige vænne sig til.
Det spænder lidt på samme måde som når der løber mælk til når man har en nyfødt, og so far er resultatet cirka det samme. Dog uden blodige nipples, sultne babyer og mødre der er nervevrag.
Lad os tage den hurtigt! Am dit barn eller giv det flaske. Men gør for helvede det der dur for dig og din baby. Modermælkserstatning er bedre end ingen erstatning. Og som flaske- og ammemor, på henholdsvis barn 1 og 2, er det sgu same shit different party. Do whatever. Bare giv dit barn mad.

Og nu hvor vi er ved babyer, og amning og bryster, så tror den to-årige herhjemme at der bor babyer i mine bryster. Hun er vist ret sikker på grunden til jeg pludselig er hævet op, simpelthen er at jeg er med rogn. Jeg ved ikke med andre to-årige, men min halter åbenbart lidt på anatomisk og biologisk viden, but hey… She’s cute as hell. Så jeg lever med det.

Selvom jeg er mega hys med mit hår tror jeg altså stadig heller jeg vil til frisør end have fillers i læberne. Har du nogensinde prøvet at trykke en bums på læbekanten? Det gør jo så afsindsigt ondt at det flimser for øjnene. Jeg vil kun være med til den slags hvis jeg må få fuld narkose. Det er også derfor voksning ikke er min ting, og måske derfor jeg aldrig overvejede en levevej som stripper. Har du set det der de gør med stearin på deres bryster? Jeg skulle under ingen omstændigheder være med! Bliver du vokset?

Med hensyn til buttlift og kompression vil jeg gerne vide hvad den slags gør for indtaget af mini mazarintærte? Bliver der ikke plads til mindre? Vil man virkelig det? Det er en fuldstændig ny verden for mig.
Helt ærligt ikk? Så skammer jeg mig lidt over at indrømme det, men jeg glæder mig til at komme tilbage i fitteren. Én ting er min røv vandre mod syd, noget andet er at jeg savner endorfinerne. Like, helt vildt. Bastards! På den anden side findes der værre drugs.

Kan man bruge sit fitnesskort med ironisk distance?

Jeg brugte det faktisk forleden, men det var til at skrabe is af forruden på bilen, så det gælder nok ikke helt…

JA! Hvad sker der egentlig for at koreansk hudpleje er nice? Fuck Nespresso, jeg vil heller lave spons for surisuri!!! (No spons btw!) Det er jo så dumt lækkert, og det virker. Det gør den slags ellers aldrig. Nu har jeg købt den der serum der mindsker porer, og så regner jeg med at blive et kronisk instafilter any day now!
Om jeg har fået rynker? Jeg vil gå med til jeg har fået fine linjer… Okay. Jeg har fået rynker. Hvorfor tror du jeg fik pandehår? Det var pandehår eller fillers, og eftersom jeg ikke gør det pis uden narkose og det er dyrt, og min søde veninde er ferm med en saks var det en no-brainer.

Har du fået rynker? Umiddelbart ikke i panden. Du har ikke pandehår… Endnu.

Jeg krydser fingre for at du ender med en dude der gider at lave nogle børn med dig, så du kan få lov at føde igen crazy woman! Seriøst… Hvorfor? Hvorfor vil du det? Er det, det der med kroppen tager over og gør sin ting?
Jeg er forfærdet, nysgerrig og glæder mig på dine vegne.

Til du ved, én dag…

Mest glæder jeg mig til epiduralblokaden for dig. Nup en af dem!

– C

Not how it works

Kære C,

min weekend var der. Den kom og den gik, og hele tiden har der stået et vindue åbent på badeværelset, som en eller anden håndværker har åbnet og glemt at lukke og nu er frosset fast. Hold nu kæft, hvor er der koldt. Og så kunne jeg jo bare lukke døren ud til badeværelset, men det kan jeg faktisk ikke nej, for dén dør står midt i min stue, fraskilt fra sine hængsler. Men i det mindste skal jeg ikke tisse i hækken. Har I fået styr på toiletvognen?

Og YAY Viola! Får I sovet om natten, eller vågner hun alligevel?

Jeg er ikke Clooney-fan, må jeg indrømme. Jeg havde sgu også taget kaffen over ham, just saying. Har selv gjort lidt googling og kan konstatere, at medmindre vi lander et sponsorat, så flytter der ikke en Nespresso ind hos mig anytime soon.

Der er vel ikke rigtig nogen definition på, hvornår man som par har været igennem nok shit til at kunne krydse af i “modgang”-feltet? Så kan man stå der og vurdere, at man har opfyldt samtlige kriterier til at kunne sige, man har været i nok modvind, og derfor er forholdet testet grundigt igennem, og så kan man lige evaluere derefter. Not how it works. Men hvad end det handler om medgang eller modgang så skal man huske at holde fast i hinanden, så man ikke pludselig befinder sig helt forskellige steder i livet.

10 år er fandme længe. Fuck me good, 10 år er lang tid… For 10 år siden var jeg jo like, 10 år gammel! (eller, 17, men min hjerne er i benægtelse. For 30 år siden var vi i 70’erne, and that’s that).

Jeg har været igennem fasen hvor folk spurgte, om jeg snart skulle finde en ny mand, men nu har de vidst givet op. Det har jeg egentlig også selv lidt. Kærligheden skal nok komme, men jeg har simpelthen så flossede kanter, at jeg også tror at jeg er ret svær at indlede et forhold til og nu til dags er der jo ingen der gider lægge energi i noget, som ikke bare er nemt. Og efterhånden, ikke? Så ved jeg sgu knap om jeg orker flere folk i mit liv.

Min blære er cirka 80 år gammel. Skal ihvertfald ofte tisse om natten, men ved også at det hænger sammen med den liter vand jeg gerne drikker mellem aftensmad og til jeg går i seng. Det er simpelthen den dummeste vane, men jeg er *så* tørstig om aftenen. Ville overhovedet ikke fungere med skurvogn. Eller hæk. Så tog jeg nok ble på.

Vi kan sagtens aftale at du laver mad, og jeg spiser den. Det er faktisk sådan jeg helst vil have det. Men jeg vil også gerne være i køkkenet imens, hvis jeg må sidde på bordet og drikke vin. Ja? Glæder mig til køkkenfest i juni-juli-stykker. Men hvorfor tager det så lang tid?

Det går faktisk udmærket med ikke at give så mange fucks (som jeg plejer). Det bunder meget i at jeg giver flere fucks for mig selv, og færre fucks for hvad andre så tænker om dét, og selvom det er svært lige nu, så skal det nok blive godt på sigt. Er dog gået i stå med bogen cirka halvvejs fordi mit hoved er helt fyldt med pensum fra studiet og det eneste det kan rumme når jeg ikke enten læser eller er afsted, er at se KUWTK og swipe på tinder.

Skal vi tale lidt om min pludselige interesse for lyserød/rød kombinationen? Da folk først begyndte at kombinere skøre farver og kalde det “colorblocking” tænkte jeg, at de var sindssyge. Nu kan jeg ikke få nok. Turkis/gul er også en favorit. Overalls får du mig dog aldrig i (vend evt. lige tilbage om 3 år og se om jeg overholder det).

– B.

LAD VÆRE MED AT RØRE VED MIN MAD!

Kæreste B

Jeg håber du har haft en dejlig weekend.

Min har været begivenhedsrig på den middelmådige måde.
Viola er nu samsovende-men-uden-natflasker. Det er fandeme fedt! Det betyder så godt nok at jeg bruger en lille time, på at lægge med hende indtil hun er faldet i søvn. Men det er jo fedt nok med en lur kl. 18.30, så er man ligesom bomfrisk til de resterende 2,5 time man skal være vågen. Det fungerer simpelthen skidegodt *host*.

Og SÅ kom den kulde Ekstrabladet har breaket i over 2 måneder hva? Jøsses, det er koldt. Egentlig er jeg ikke specielt meget nede med at tale om vejret, hvis det da ikke var fordi at det sindssygt kolde vejr har betydet at… kværn og tank på toiletvognen er gået i stykker, på den semi eksploderede måde. Tal lige om et bombet lokum. Jeg er pt gået tre timer over min tissetrang. Jeg er sikker på at du kan fortælle mig om alle 600 måder dét er usundt på, men jeg er bare meget lidt i humør til at sidde med røven bar i haven. Tømreren løber dog rundt og laver alt andet end toiletvogn, og det er da ikke fordi jeg ikke forstår ham. Men det lugter altså lidt af at jeg skal tisse i hækken. Som man siger.

HVIS vi havde været sponsoreret havde min Nespresso maskine ikke været den lille af dem. Jeg kunne snildt overtage Clooney tjansen med at drikke kaffe med udsigt over Como. Nespresso I ringer bare!
Er det forresten kun mig der synes han er urimeligt dejlig?

Men MIN maskine er en no bullshit maskine, jeg fik den i mors dags gave det år vi fik Viola. Aldrig har en mors dags gave passet bedre. Sig det med koffein!!!

Og så har jeg simpelthen bare fået en mælkeskummer senere. Men jeg så “min” Nespresso MED mælkeskummer i en maskine, på tilbud forleden. Jeg kan sende dig et link.

Det der med at være normal er en underlig størrelse. Hvad pokker er normal overhovedet efterhånden? Jeg trives SÅ fint med at man kan finde nogen der er underlige på samme måde som én selv og så være normal med dem.

Man skal ikke blive i noget fordi det er det nemmeste, jeg tror ikke at det på den lange bane er specielt nemt at være miserable as fuck. Jeg tør slet ikke komme med bud på noget som helst parforholdsagtigt, for de er jo som tidligere konkluderet ikke ens de forhold. Og mit jo ikke er forseglet med ringe i guld, indgraveret med datoen for hvornår vi besluttede os for at vi tror nok på det. Personligt, ville jeg stå meget igennem men altså kun fordi jeg synes at det fundament mit (vores?) forhold hviler på er ret solidt. Nogle gange bliver jeg i tvivl om det er fordi vi ikke har været i rigtigt stormvejr, eller om vi faktisk bare ER ret gode sammen. Tænk hvis det var det sidste. Lige om lidt har vi været sammen i 10 år. Det er cool, men fuck jeg føler mig pludselig ældgammel.

Jeg er også helt nede med parforholdssex. Eller… Ihvertfald sex med ham jeg er i forhold med, men jeg er fandeme heller ikke for fin til at høvle to cheeseburgers. Og jeg behøver ikke engang have tømmermænd.

Er du egentlig nået dertil endnu, hvor folk spør’ om du aldrig skal finde en? Eller har dine mennesker trods alt for meget pli?

Ingen har ble på herhjemme. Kun Viola. Ingen tisser om natten. Seriøst, hvor gammel er du? Tis dog inden du går i seng og sov om natten menneske…

Byggeudsigterne er lange. Juni-juli stykker tror jeg. Men du ved, alt godt kommer til den der venter. Og apropos det, så vil jeg heller dele mænd end køkken med dig. Forstå mig ret, du må gerne lave mad i mit køkken. Du skal bare ikke gøre det på samme tid som mig. Jeg er total führer i køkkenet. LAD VÆRE MED AT RØR VED MIN MAD! Ihvertfald indtil det er serveret. Lige deromkring mister jeg interessen og så kan du bare gå amok. Men hvis jeg laver mad, så laver. jeg. mad. Så gør du ikke. Slut.

Hvis dit håndværkere eventyr ikke er slut endnu, er jeg jo lidt en ekspert udi det der med at gå op og ned af en støvende larmende tømrer. Og det er totalt comme il faut lige at tage sig en lur, mens han gør sine ting. Når han nu ikke er din egen er det tilmed skide god opdragelse at skride ud af hans arbejdsfelt, ikke rende rundt på nakken af ham og generelt lade som om han ikke er der. Med det sagt skal du måske alligevel ikke tisse på det toilet han reparerer for dig. Men så er du vel også temmelig meget midt i hans arbejdsfelt?

Når du er klar til level up, kan du så begynde at tilbyde kaffe uden at forstyrre, stresse ham eller være i vejen.

Hvordan går det med ikke at give nogle fucks?

Kærligst C