Omvendt land?

Kære C,

Jeg kan godt se hvad du mener, men ændres andres opfattelse af mit udseende sig af hvad jeg selv siger om det? Dog skal der ikke være nogen tvivl om, at jeg faktisk synes jeg ser ret godt ud. Jeg kan bare godt lide at tillægge en ironisk distance til det, selvom jeg på ingen måde har problemer med at sige, hvis jeg synes jeg ser (ekstra) banging ud en dag.

Men jo, den page der, ikke… Den er jo ny. Noget får mig til at tænke, at min frisure før (til dem, unfamiliar with my selfies, det var længere og mørkebrunt) var helt helt gal, for får virkelig mange komplimenter på det nye hår af folk, der ikke nødvendigvis behøvede kommentere eller komplimentere det. Jeg er næsten lidt paranoid over det – er det omvendtland? Siger folk, at mit hår er pænt, fordi de synes det er grimt? Who cares, jeg elsker det. Selvom frisøren og jeg tydeligvis har forskellige definitioner på “lige over skulderen”.

Hun begik helt klart overgreb på mit hår, men det endte jo godt nok. Selvom jeg tror jeg ville have været gladere for +5 centimeter, men sådan er der jo så meget.

Jeg tænker i øvrigt, at tommelfingerreglen ved samtykke er, at hvis man er i tvivl, så spørger man, og er man ikke, så kan man faktisk også godt lige spørge, for at være sikker. Det gælder vidst mest nye partnere, med tiden lærer man jo hinandens signaler at kende, men hvad ved jeg – jeg har været single længe. Så mit eneste besyv kommer fra en håndfuld mere eller mindre gode dates som har indeholdt grænseoverskridende handlinger, fordi nogen (ham) glemte at spørge om det var okay – og en anden (mig) ikke følte sig tryg nok til at sige fra. Hvis jeg selv er i tvivl, så spørger jeg. Lige fra, om det er okay jeg kysser vedkommende og til om han har lyst til at jeg stikker en finger i numsen ham. Som udgangspunkt gør jeg ikke noget, jeg føler mig akavet ved at skulle italesætte. Seksuelt, altså – mine følelser er et rod og der begår jeg dagligt overgreb på mig selv.

Der er skørt mange tabuer omkring sex og seksuelle lyster, og ærlig talt synes jeg det er fint at der ruskes lidt op i Hr. og Fru Danmarks sexliv. Det er vanvittigt generaliserende, men jeg tænker, at mange par lader sig holde tilbage af hvad der er “normal” sex, selvom de måske har lyst til noget andet – og at smæk i numsen og floggers pludselig er normen fordi Hollywood tjener penge på det, det hjælper med garanti. Det er sgu godt nok. En sidenote er, at jeg ikke forstår at alle synes han er SÅ lækker, men som du siger – det ville være en helt anden film hvis han var grim (også selvom han stadig var rig. Så var vi sikkert ude i noget forbudt sugardating).

Skal vi også lige runde dirtytalking, nu hvor vi er igang med at udlevere os selv? For jeg kan altså knap huske hvad jeg selv hedder, hvis det er en god omgang gymnastik, så hvis jeg pludselig kan sætte sætninger sammen er det stensikkert fordi jeg keder mig. Og det gider man jo heller ikke. Det er nok derfor, jeg altid laver meget usexede ting under sexting. Spiller wordfeud, fx.

Jeg kan faktisk ikke helt huske hvor vi slap sidst, men jo – jeg blev gift og skilt igen i løbet af 6 måneder. Meget Kardashian af mig.

Der er absolut ingen skam i at være weekendmor, og jeg skammer mig heldigvis ikke (længere). I stedet omfavner jeg den frihed det giver mig personligt, og den mulighed jeg har fået for at være en anden slags forælder for min søn, end jeg ville være, hvis jeg skulle jonglere tilværelsen som enlig mor med studie, institutioner og alt det andet. Vi har ikke særlig meget tid sammen i det store hele, men den tid vi har er noget helt, helt særligt og jeg tror på, at han vil vokse op og have nogle dejlige minder om weekenderne hos mor, lige såvel som jeg håber, at han vokser op og ser tilbage på en tryg, struktureret, rolig barndom hos sin far.

Man (jeg) kan sige virkelig mange ting om barnefader – men der er en grund til at jeg kalder ham barnefader og ikke eksmand, og det er fordi, jeg i langt højere grad ser ham som faderen til mit barn i stedet for min eksmand. Jeg beundrer barnefader og elsker ham for det, han giver A, og i dag anser jeg ham faktisk for værende en god ven. Vi var trods alt kærester/ægtefæller i 4,5 år og på den tid blev vi voksne sammen. Om selve vores forhold kan man vidst roligt sige, at ikke alt sammen var skidt, selvom meget af det var noget lort, men vi har altid været gode venner og noget af det jeg kan huske som det mest smertefulde ved vores brud var, at jeg mistede min bedste ven. Både i processen hvor jeg manglede ham at tale med om det, men også i tiden lige bagefter og i høj grad efter retssagen, hvor min tillid til ham blev brudt (og hans til min). Jeg ved ikke om det er gengældt, men jeg anser ham som en god ven i dag.

Jeg kan egentlig godt forstå mine forældre – de var sammen i 25 år, indtil de gik fra hinanden for 10 år siden, men min far kommer stadig og drikker kaffe hos min mor engang imellem og så vidt jeg ved, skælder hun ham også stadig ud i ny og næ hvis han kvajer sig.

Du skal forresten ikke tale ned om Kardashians. Det er for nyligt blevet mit nye go-to-program, når jeg skal se noget uden at tænke. Pt. er jeg nået til at Kim er syggo preggos og jeg vil bare gerne se mere Kanye.

Kardashianske hilsner

– B

A lot of shit happened

Hej C [sÉ]

Jeg tror jeg er dansk. Jeg har ihvertfald alle de danske, kedelige kartoffelgener – fladt leverpostejsfarvet hår, teint som printerpapir og øjne som himlen i januar. Grå. Men du må kalde mig lige hvad du vil. Skal vi lige minde audiencet om at jeg jo faktisk hedder Rikke? R [Ér] lyder bare ikke særlig godt. Og så er jeg glad for at du synes jeg er uprætentiøs, men måtte ærlig talt lige google den reelle betydningen af ordet. Det passer vidst meget godt på mig (og i lige måde, sguda, prolsesse).

Det er egentlig ikke en særlig god #metoo-historie: Den dag, C gramsede mig på bloggen uden at spørge om lov. Selvom det gjorde du jo lidt, luftede idéen, du glemte bare at vente på samtykke før din hånd listede hen for at mærke på mine goodies. Den slags er ikke okay, C, men til al held er du lækker og så kan man slippe afsted med meget. Ej, du er også sød, jeg kan faktisk godt lide dig, hvilket vel er en slags stilletiende samtykke-erklæring. Jeg kender ikke de officielle regler for overgreb, udover, at der vidst ikke er nogle – det er en følelse, hvor man lige mærker efter i maven om det her er okay, og ved du hvad… det her, det er helt okay med mig. Vi kan lige stikke den ind og se hvordan det føles, og er det helt skidt, så trækker du dig bare ud igen, ikke?

Til gengæld var det 100% over min grænse at blive kaldt pussycat. Det må du aldrig gøre igen.

Det er godt klaret, at du stadig er mor til to. Det ville fandme være ærgeligt, hvis der var røget en i svinget siden sidst vi bloggede – a lot of shit can happen in two years, I would know, men at miste børn er alligevel øverst på listen over Shit.

Meget kan man sige om yngsteproduktionen af din, men hun er fandme standhaftig ifht. det dér søvnbesvær. Vi andre ville jo have givet op efter en uge max, men ikke V. Hvis hun holder fast i den viljestyrke skal hun nok blive til noget i livet – og ellers, så bliver hun med garanti en looker, og vi har allerede fastslået hvordan det kan være en fordel i livet.

Kalder M egentlig også dig for overscoring, eller er han helt med på at det er dig der har scoret opad? Er bare nysgerrig. Jeg tror for i øvrigt, og det her er min professionelle mening som sygeplejestuderende, at man som kvinde sagtens kan få stiv pik, hvis noget er rigtig godt. Det er en følelse, ikke? Tænk hvor meget kraft der er i mænd og deres evne til ægte at få følelsen ud i noget anatomisk korrekt. Kan sgu godt forstå, de bliver glade hvis man tilbeder den.

For at følge op med info om eget liv kan jeg tilføje, at jeg ikke har mand af nogen slags scoring, hverken over, under eller lige tilpas, jeg er heller ikke ved at bygge underetage, jeg har ingen gode historier fra bylivet eller en god opskrift på kalve-frikassé. I stedet er jeg tilbage på sygeplejestudiet – et studie, jeg jo opgav da jeg først blev tvunget ud i orlov fordi egenproduktionen besluttede sig for spontant at gro en klap i sit urinrør og kræve et ophold på hospitalet, og derefter blev skilt fra barnefader. I mellemtiden har jeg været sygemeldt med stress og taget et år som pædagogstuderende, været igennem en mindre retssag med (mod?) barnefader, og set barnet flytte til langtbortistan sammen med førnævnte barnefader. Ikke nævnt i kronologisk rækkefølge.

Så jeg er weekendmor, og det er faktisk okay. Det har jeg været i et år, og det har givet mig tiden og overskuddet til at vælge mit drømmestudie til igen. Og barnet trives hos sin far.

Hvilket ikke giver anledning til at drive en mommyblog. Så lad os finde på noget andet. Måske vi slet ikke skal have en kasse til bloggen, men bare skrive, som vi gør. For samtalerne med dig er noget af det mest berigende jeg har i mit liv, og det er der, jeg får vendt aktuelle emner og alt det, som rør sig i mit bagland. Det kan være at andre også kan få gavn af vores udvekslinger.

It’s good to have you – us – back, C.

Kærligst,
B.